OBS: Du er nu offline

DM i Skills:  Her er Danmarks bedste unge håndværkere

Vinderne af DM i Skills er blevet kåret. Efter tre dages intenst arbejde kan de unge slappe af. De har vist, at de er blandt landets bedste håndværkere.

Tre Skillsvindere på stribe: Cater Simona Daskute, tjener Emma Hjorth og kok Valdemar Alfred Krog Hesselbjerg.
Tre Skillsvindere på stribe: Cater Simona Daskute, tjener Emma Hjorth og kok Valdemar Alfred Krog Hesselbjerg.

Jublen vil ingen ende tage. Efter 22 timers effektivt arbejde kan årets Skills-deltagere ånde lettet op. 19 glade unge mennesker i 3F-fag går i denne omgang hjem med hver sin førsteplads og en pokal, mens resten af de deltagende endelig kan slappe af. Arbejdspresset er ovre, publikum går snart hjem.

Danmarksmesterskaberne i Skills 2017 blev i år holdt i Gigantium i Aalborg. Her har unge i 40 forskellige fag dystet i evner, teknik, kreativitet og perfektion indenfor deres respektive håndværk. Heraf er 19 3F-fag.

Da Emma Hjort fra Teknisk Skole Silkeborg blev råbt op på den store scene i Gigantium, var overraskelsen og forbløffelsen ikke til at tage fejl af. I alt har 10 tjenere kæmpet i de indledende runder torsdag og fredag, hvorefter fem tjenere var i finalen igen lørdag formiddag. Emma Hjort kan nu kalde sig dansk mester i tjener-faget.

Arbejde med tilskuere på

Fælles for alle de unge deltagere er, at de dygtigste inde for deres fag. De har øvet længe op til konkurrencen, været igennem indledende runder for at nå til Aalborg. De kan deres kram. Alligevel er det en speciel oplevelse, at arbejde intenst i de tre dage med publikum,

- Det er svært, at så mange mennesker stirrer på en, mens man arbejder. Det er meget svært at ignorere, siger Emma Hjort.

Tilskuere har der været nok af. I alt har knap 55.000 tilskuere og pressefolk slået vejen forbi Gigantium i Aalborg i de tre dage.

- Det er bare skønt at få lettet presset, og fantastisk at alt arbejdet bærer frugt, siger hun lettet.

Emma Hjort er tjener på Nordisk Spisehus i Aarhus, men er oprindeligt fra Aalborg. I aften skal hun fejrer det med veninder, og der venter en bytur i Jomfru Ane Gade.

Fokus på erhvervsuddannelserne

Skills-konkurrencerne er blevet holdt siden 2011 og er en måde at sætte et spotlys på de mange erhvervsuddannelser. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der åbnede Skills, og undervisningsminister Merete Riisager (LA), lagde i deres taler vægt på, hvor vigtige erhvervsuddannelserne og de fagfolk, de frembringer, er for Danmarks fremtid.

- Skills er helt afgørende for at vise unge mennesker, hvad erhvervsuddannelserne kan bruges til, og hvilken faglig stolthed der ligger bag. Afgørende for at unge får øjnene op for deres muligheder, siger Merete Riisager til Fagbladet 3F.

Mange af vinderne i DM i Skills 2017 går videre til VM i Skills, der afholdes i efteråret i Abu Dhabi. Her er endnu en mulighed for at sætte den danske faglighed på verdenskortet.