OBS: Du er nu offline

Hvad skal jeg være? Få svar på Arbejdermuseet i morgen

De unge i folkeskolen ved alt for lidt om erhvervsuddannelserne. I morgen står elever på erhvervsskolerne klar til at modtage nysgerrige skoleelever på Arbejdermuseet.
I fremtiden kommer Danmark til at mangle 70.000 faglærte. Et problem som i morgen er i fokus på en uddannelsesdag på Arbejdermuseet.  (Foto: Colourbox/Free)
I fremtiden kommer Danmark til at mangle 70.000 faglærte. Et problem som i morgen er i fokus på en uddannelsesdag på Arbejdermuseet. (Foto: Colourbox/Free)
Af 
 

Hvordan er det, at være tjener eller murerelev? Det kan landets folkeskoleelever i morgen gå på opdagelse i på Arbejdermuseet i København.

Om ni år kommer Danmark til at mangle 70.000 faglærte. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I 2016 søgte kun 18,4 procent af eleverne i 9. og 10. klasse ind på en erhvervsuddannelse, viser tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Det er en udfordring som Arbejdermuseet i samarbejde med Erhvervsskolernes ElevOrganisation sætter fokus på i morgen med uddannelsesdagen Vejen til en erhvervsuddannelse.

– Mange unge opfatter ikke erhvervsuddannelserne som et reelt alternativ til de gymnasiale uddannelser. Der er mange myter omkring erhvervsuddannelserne, som vi gerne vil være med til at nedbryde, for eksempel at det skulle være mindre socialt acceptabelt at tage en erhvervsfaglig uddannelse end en videregående uddannelse, siger Jacob Thorek Jensen, museumsinspektør på Arbejdermuseet i en pressemeddelelse om arrangementet.

Eleverne ved for lidt

Formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, murerelev og 3F'er Morten Egede mener, at der er et stort behov for mere oplysning.

- Jeg håber, at dagen i morgen kan være med til at skabe fokus på, at der findes andre uddannelser end gymnasiet. Vi oplever, at der mangler en masse oplysning blandt folkeskoleelever, forklarer Morten Egede og fortsætter:

- Jeg snakkede for eksempel på et tidspunkt med en elev fra en 7. klasse, som vidste, at hun skulle på gymnasiet. Da hun spurgte mig, hvad jeg lavede, blev jeg overrasket over, at hun ikke vidste, at det overhovedet var muligt at uddanne sig som murer, fortæller Morten Egede.

Mor anbefalede gymnasiet

Morten Egede, valgte selv mureruddannelsen på trods, som han selv siger.

- Jeg havde en mor, som syntes, at jeg skulle på gymnasiet. Men jeg havde slet ikke lyst til at sidde med hovedet i en bog i tre år. Jeg vidste bare, at jeg skulle ud og lave noget fysisk, fortæller Morten Egede, som i dag er i lære hos murermester Jesper Jespersen i Næstved.