OBS: Du er nu offline

Rekordhøj mangel på praktikpladser

Antallet af erhvervsskoleelever, der mangler en praktikplads, er eksploderet. Men flere parter håber, at trepartsaftalen kan stoppe stigningen.
Et stadigt stigende antal erhvervsskoleelever mangler praktikplads, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Et stadigt stigende antal erhvervsskoleelever mangler praktikplads, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Af 
 

Dørene til mange af landets virksomheder er stadig lukket og låst, når erhvervsskoleelever med tommestokken i baglommen banker på i håb om at finde en praktikplads.

Manglen på praktikpladser er igen steget voldsomt, viser de seneste tal fra Undervisningsministeriet. 14.822 elever mangler en praktikplads, og antallet af elever, der har færdiggjort deres grundforløb og forgæves leder efter en praktikplads, er steget med hele 17 procent på et år.

Forbundssekretær i 3F, Søren Heisel, er bekymret for udviklingen.

- Men det er netop derfor, vi har indgået en trepartsaftale, hvor vi sætter fokus på udfordringerne med mangel på praktikpladser. Vi har blandt andet indført et sæt nye økonomiske incitamenter, som jeg har et håb om vil få virksomhederne ud af busken, siger Søren Heisel, der vil følge udviklingen meget nøje.

- Det er vigtigt for både de unge, for virksomhederne og for samfundsøkonomien, at vi får uddannet flere faglærte.

Mere gulerod

Hos Håndværksrådet er man også foruroliget over udviklingen. Og herfra lyder det, at ”trepartsaftalen godt kunne have haft lidt mere gulerod”.

- Jeg tror ikke, aftalen skaber en positiv forandring for vores virksomheder, der allerede nu er gode til at tage lærlinge. Det kan måske endda være en økonomisk byrde for de helt små virksomheder med det forhøjede AUB bidrag på 27.000 kroner pr. manglende lærling. Men jeg håber, at det vil tilskynde de større virksomheder, der ikke tager lærlinge, siger chefkonsulent Dorte Kulle.

Hun mener også, at man burde se nærmere på de økonomiske incitamenter til at oprette en praktikplads.

- Det er ofte de små virksomheder, der tager flest lærlinge, og de har en økonomi, der for eksempel varierer sæsonmæssigt og i forhold til kommunens udbud af opgaver. Mange offentlige udbydere bør være opmærksomme på at lave udbud, så de sikrer sig, at små og mellemstore virksomheder har en chance for at byde på opgaverne, siger hun.

Minister: Praktikpladserne kommer

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) deler ikke bekymringen. Praktikpladserne skal nok komme, siger hun til Ugebrevet A4. Og samme optimisme kan man spore i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Der er brug for flere faglærte med relevant uddannelse - og de skal ud i praktik. Derfor er det positivt, at der netop er indgået en trepartsaftale, der tager hånd om udfordringerne. Virksomhederne vil få et stærkere økonomisk incitament til at oprette praktikpladser. Og uddannelserne vil blive målrettet efter, hvor der er særlig mangel på kompetencer i fremtiden, siger Jannik Bay, der er uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.