OBS: Du er nu offline

Elever med lave karakterer skal give erhvervsskoler flere penge

Penge til ungdomsuddannelser skal fordeles, så fagligt svage elever giver flest penge, mener regeringen. Det vil betyde flere penge til erhvervsskolerne.
Regeringen foreslår, at der skal følge flere penge med fagligt svage elever på blandt andet erhvervsskoler. (Arkivfoto)
Regeringen foreslår, at der skal følge flere penge med fagligt svage elever på blandt andet erhvervsskoler. (Arkivfoto)
Af 
 

Elever med lave karakterer fra folkeskolen skal give flere penge i skolernes pengekasser. Det vil regeringen foreslå i den kommende finanslov. Det vil medføre, at der i fremtiden kommer flere penge til erhvervsskolerne, fordi eleverne på erhvervsskoler generelt har lavere karakterer end elever fra gymnasiet.

I dag får erhvervsskoler og gymnasier tilskud via et taxametersystem. Beløbet afhænger af, hvor mange elever der gennemfører uddannelsen. Med regeringens forslag vil pengene i fremtiden fordeles efter elevernes karakterer, et såkaldt "socialt taxameter".

Christian Helms Jørgensen fra Roskilde Universitet har i 20 år forsket i erhvervsskoler. Han ser positivt på forslaget:

- Mulighederne for at tage en uddannelse afhænger meget af de ressourcer, den enkelte elev har med sig fra deres sociale baggrund. Derfor giver det god mening, at man fordeler pengene efter, hvilken baggrund eleverne kommer fra, forklarer Christian Helms Jørgensen.

Frustrerede elever falder fra

Med forslaget håber regeringen, at erhvervsskolerne kan holde eleverne på skolebænken, og at frafaldet bliver mindre.

- Mange unge på erhvervsskolerne oplever, at der ikke er lærere nok til den praktiske undervisning. Det skaber frustration og ødelægger elevernes motivation. Hvis der var penge til flere lærere, kan man støtte de svage elever bedre, siger Christian Helms Jørgensen.

Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, ser også positivt på regeringens forslag.

- Det er en rigtig god idé. Det kan hjælpe mange af de fagligt svage elever, som ellers risikerer at falde fra uddannelsen. Men der skal også være tid til de rigtig dygtige unge. Dem, som er foregangsmænd på skolerne og er rigtig skarpe til deres fag, mener Søren Heisel.

Stadig få praktikpladser

Flere penge til de svageste elever kan dog ikke stå alene, hvis frafaldet på erhvervsskolerne skal ned. Mange elever falder nemlig fra, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Samtidig viser de nyeste tal, at manglen på praktikpladser er rekordhøj.

- Flere penge til de svage elever kan måske hjælpe dem bedre gennem skoledelen. Men det hjælper bare ikke meget, hvis ikke der er en praktikplads klar til dem, siger Søren Heisel.